Opvarmningsprincippet for en induktionsovn er baseret på fænomenet elektromagnetisk induktion. En vekselstrøm, der strømmer gennem en induktionsspole, genererer et vekselmagnetisk felt, som inducerer hvirvelstrømme i metalemnet; emnet opvarmes derefter af Joule-varmen, der genereres af disse hvirvelstrømme.
Elektromagnetisk induktionsprincip: Når en vekselstrøm passerer gennem en induktionsspole, genererer den et vekslende magnetfelt omkring den. Ifølge Faradays lov om elektromagnetisk induktion inducerer dette vekslende magnetiske felt hvirvelstrømme i metalemnet. Intensiteten af hvirvelstrømmene afhænger af ændringshastigheden af det magnetiske felt, såvel som den elektriske ledningsevne og magnetiske permeabilitet af emnematerialet.
Hvirvelstrømsopvarmning: Når hvirvelstrømme strømmer gennem metalemnet, genereres Joule-varme (I²R-effekten) på grund af metallets elektriske modstand, hvorved emnet opvarmes. Opvarmningseffektiviteten afhænger af hvirvelstrømstætheden og arbejdsemnets resistivitet.
Hudeffekt: Høj-strøm fordeles ikke-ensartet i en leder og koncentrerer sig primært på overfladen (kendt som hudeffekten); som følge heraf er høj-induktionsopvarmning velegnet til overfladeopvarmning eller hurtig opvarmning af tynde-væggede emner. I modsætning hertil er medium-induktionsopvarmning velegnet til gennem-opvarmning af tykkere emner.
Anvendelsesscenarier: Induktionsovne er meget udbredt inden for områder som metalsmeltning, varmebehandling (f.eks. bratkøling, udglødning) og svejsning. For eksempel bruges vakuuminduktionsovne til at smelte høj-temperaturlegeringer og samtidig forhindre oxidation, hvorimod medium-induktionsovne almindeligvis anvendes til varmebehandling i jern- og stålindustrien.